Københavns Kommune

Om Ryholtgård

Plejehjemmet Ryholtgård er et hyggeligt, lille kommunalt plejehjem i Hellerup tæt på Østerbro. Vi er profilplejehjem for natur og biodiversitet.

Ryholtgård er et kommunalt plejehjem, som blev opført i 1971 og renoveret i 2010. 

Plejehjemmet har 55 beboere, som bor i egne boliger fordelt på fire etager. Alle etager har store, hyggelige fællesopholdsrum og et dejligt køkken.

Plejehjemmets størrelse betyder, at beboere og medarbejdere kender hinanden rigtig godt. Vi møder hinanden med åbenhed og respekt, og vi har fokus på at dyrke de nære relationer på tværs af afdelingerne.

Vi ligger i et fredeligt område i Hellerup tæt på et grønt område, som grænser op til Mindelunden. Vi har også en dejlig lille have, hvor vi om sommeren åbner vores eget ishus, så du kan nyde en isvaffel under åben himmel.

Vi har gode muligheder for offentlig transport. Bus 21 og 14 har stoppested ti minutters gang fra os, og Ryparken og Hellerup Station ligger begge 15 minutter på gåben fra plejehjemmet. Derudover har vi gode og gratis parkeringsmuligheder.

Vores værdier og visioner tager udgangspunkt i Københavns Kommunes ældrepolitik.

Helt konkret betyder det, at vores hovedopgave er, at du kan leve det liv, du ønsker, og at du oplever at blive inddraget.

Vi lægger vægt på, at din hverdag er hjemlig og tryg, og at du har så stor indflydelse på den som muligt. Vi inddrager dig derfor også i den fysiske og psykiske pleje og i beslutninger, som har betydning for din og de andre beboeres hverdag.

Det er vigtigt for os, at dine behov styrer din hverdag, og at du fortsat bruger de ressourcer, du har.

Mere om os

Vis alle

Profilplejehjem for natur og biodiversitet

Naturen er et samlingspunkt for os på tværs af alder, køn og kultur, og naturen kan give en oplevelse af velvære, godt humør og bedre søvn.

Året rundt har vi derfor fokus på fællesskaber omkring natur og biodiversitet. Det gør vi bl.a. med aktiviteter både i vores hyggelige have, på altanerne og i de dejlige grønne områder omkring Ryholtgård – og indendørs, når vejret kalder på det.

Aktiviteterne kan være alt fra fællessang i det fri til en tur ned til hestene.

Den grønne tråd går igennem huset både ude og inde. Fra planterne i haven og altankasserne, der er smukke at se på hele året – til de store naturfototapeter på fællesarealerne.

Det er nemt at komme rundt i vores have med rollator eller kørestol. Vi har også flere bænke, der indbyder til at tage en pause.

Vi udvikler løbende vores profil i samarbejde med beboere, pårørende og medarbejdere. Du kan som altid tale med os, hvis du har gode idéer til nye aktiviteter.

Samarbejde med pårørende

Vi sætter stor pris på at samarbejde med dine pårørende om at skabe en god hverdag for dig.

Dine pårørende er derfor altid velkomne på Ryholtgård. Vi ser gerne, at dine pårørende deltager i dagligdagen, og de er også meget velkomne til at deltage i vores aktiviteter.

Beboerdemokrati

På Ryholtgård holder vi mad- og måltidsmøder hver anden måned, hvor beboere på tværs af afdelingerne er repræsenteret og drøfter hverdagen og maden sammen med køkken- og servicelederen og en medarbejder. Menuen i forbindelse med fester og særlige højtider drøftes altid i mad- og måltidsgruppen.

Tre gange om året inviterer aktivitetsteamet og afdelingslederne til aktivitetsmøde, hvor du kan komme med ønsker til aktiviteter, fester mm.

To gange om året inviterer forstanderen til beboermøder. På beboermøderne taler vi om overordnede emner som fx brugerundersøgelser, tilsynsrapporter, ældrepolitik, og hvad der bidrager til at opleve en meningsfuld, værdig og tryg hverdag.

Derudover har vi også en afdelingsbestyrelse, som boligselskabet fsb har etableret. Møderne handler blandt andet om driften og vedligeholdelsen af boligerne. Beboerne er også meget velkomne til at deltage i disse møder.