Københavns Kommune

Livet på plejehjem

På et plejehjem bor du i din egen private bolig, samtidig med at du kan få hjælp døgnet rundt og deltage i aktiviteter med de andre beboere.

Når du flytter på plejehjem, får du din egen private bolig. Du betaler husleje, el, vand og varme, ligesom hvis du boede i en almindelig lejebolig.

I din bolig på plejehjemmet skaber du dit eget hjem med dine egne møbler og ting. Der er dog for det meste en plejeseng i boligen. Der er ofte også mulighed for, at din ægtefælle eller samlever kan flytte med. 

Plejehjem har personale døgnet rundt. Det betyder, at du altid kan få den hjælp, du har bug for. 

Når du flytter ind, holder du og evt. dine pårørende et møde med personalet. På mødet taler I om, hvordan du, dine pårørende og personalet kan samarbejde, så du kan leve det liv, du ønsker. 

Alle kommunens plejehjem har fokus på at støtte dig i at gøre så mange ting som muligt selv. Du får dog altid den hjælp, du har brug for.

Muligheder, når du bor på plejehjem

Du kan være social og deltage i aktiviteter 

Alle plejehjem har forskellige faciliteter, som alle beboerne kan bruge. Det kan fx være spisestue, opholdsrum/tv-stue, træningsrum, udendørs have og lignende. 

I hverdagen har du mulighed for at mødes og være sammen med de andre beboere, fx under måltiderne eller ved at deltage i de forskellige aktiviteter, plejehjemmet arrangerer.

Du bestemmer dog selv, om du har lyst til at være social.

Du har indflydelse på din hverdag

På alle plejehjem i Københavns Kommune har du som beboer mulighed for at få indflydelse, fx gennem beboermøder eller kaffemøder med forstanderen.

På møderne får du viden om, hvad der foregår på plejehjemmet, og du kan tage forskellige emner op, som du gerne vil tale om.

Samarbejdet med pårørende

Personalet på plejehjemmene vil rigtig gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du har levet, og de kan derfor hjælpe personalet med at støtte dig i at leve det liv, du ønsker.

Mange plejehjem holder pårørendemøder og arrangerer temaeftermiddage, hvor pårørende kan mødes og dele erfaringer.

Få viden, hjælp og støtte som pårørende (kk.dk)

Få ekstra hjælp med klippekortet

Når du bor på plejehjem, kan du få et klippekort til ekstra hjælp. Klippekortet betyder, at du får en halv times ekstra hjælp eller støtte hver uge.

Du bestemmer selv, hvad du vil bruge den halve time på. Du kan fx tage på café eller gå tur med en medarbejder.

Læs mere om klippekort på plejehjem