Københavns Kommune

Praktisk information om Skjulhøjgård

Find praktiske informationer om blandt andet boligerne, husleje, økonomi og tilbud på Skjulhøjgård.

Fakta om Skjulhøjgård

Adresse
Ålekistevej 226
2720 Vanløse
Ventetid
5,1 måneders gennemsnitlig ventetid
Antal boliger
40
Værelsestype
2 værelser

Boliger

Faciliteter

Hver bolig har to værelser og er 67 kvm inkl. altan.

Boligerne har et soveværelse med el-seng, en stue med åbent køkken og køleskab samt et stort handicapvenligt badeværelse.

Alle boliger er indrettet, så du kan komme frit omkring, selvom du bruger kørestol, rollator eller lignende. 

Nøgler og postkasse

Du får tre nøgler, der passer til hovedindgangen, postkassen, elevatorerne og din bolig.

I stueetagen ved indgangen fra Ålekistevej er der postkasser til alle boliger.

Brandsikring

Alle boliger har installeret sprinkleranlæg. Hvis du er ryger, skal du derudover selv betale for at få installeret en røgalarm.

Tv, telefon og internet

Alle boliger har mulighed for kabel-tv. Du skal selv kontakte YouSee, hvis du ønsker at have en tv-pakke i din bolig. Du kan frit vælge, hvilken tv-pakke du ønsker.

Alle boliger har telefonstik. Du kan derfor sagtens flytte dit tidligere telefonnummer til din bolig på plejehjemmet. Du betaler selv for at få flyttet dit nummer.

Hele plejehjemmet har trådløst internet, som både du og dine gæster kan bruge.

Husleje og økonomi

På Skjulhøjgård skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Husleje: 8.500 kr.
Indskud: 18.000 kr.

Huslejen er inklusive vand. Varme betales a conto over huslejen, og el betales direkte til Ørsted efter forbrug. Der er elmålere i alle boliger. 

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud. 

Læs mere om husleje, boligstøtte og lån til indskud

Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.

Betaling af regninger

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger.

Andre udgifter

Der kan være en række udgifter, alt efter hvad du har behov for. Fx kan der være udgifter til:

  • Ekstra nøgler
  • Porto
  • Sparepærer og batterier
  • Særlige aktiviteter
  • Busture
  • Rejser
  • Udvalgte arrangementer.

Spørg personalet, hvis du vil vide, hvad de forskellige ting koster.

Parboliger

Det er muligt for par at bo sammen i boligerne.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne på Skjulhøjgård udlejes af boligselskabet Samvirkende Menighedsplejer.

Samvirkende Menighedsplejer sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. Boligselskabet sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.

Kontakt Samvirkende Menighedsplejer (menighedsplejer.dk)

Kæledyr

Du må ikke have dit eget kæledyr med på Skjulhøjgård. Dine gæster må dog gerne have kæledyr med på besøg.

Indflytning

En bolig på Skjulhøjgård er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.

Du skal tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes. Der er plejeseng og madras i boligen.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Det er vigtigt, at du indretter boligen, så medarbejderne kan arbejde i den.

Fx er det vigtigt med god belysning, og at der ikke er alt for mange møbler. Du må ikke have løse tæpper i boligen, da de giver risiko for, at du eller andre kan falde.

Indboforsikring

Vi anbefaler, at du tegner en indboforsikring.

Tilbud

Servicepakke

Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.

Læs mere om servicepakken og se priser

Klippekort

Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.

Læs mere om klippekortet

Frisør og fodterapeut

Frisør

Skjulhøjgård har sin egen frisørsalon på plejehjemmet, hvor du kan få vasket, farvet, permanentet, klippet og sat dit hår. Det er også muligt at få klippet sit skæg. 

Du kan bestille tid direkte i salonen eller få personalet til at hjælpe dig med at bestille tid. Du betaler kontant eller med MobilePay efter hver behandling.

Frisøren har åbent hver anden uge fra kl. 9.

Fodterapeut

Skjulhøjgård har tilknyttet en fodterapeut, som kommer og tilbyder behandling på plejehjemmet.

Hvis du ønsker det, kan fodterapeuten indkalde dig automatisk til behandling. Du kan også selv bestille tid eller få personalet til at hjælpe dig.

Du betaler kontant eller med MobilePay efter hver behandling. 

Fodterapeuten kommer rundt i huset efter aftale hver anden uge fra kl. 9.

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Skjulhøjgård. Du kan også vælge en ny læge i nærheden eller den plejehjemslæge, der er tilknyttet Skjulhøjgard.

Vores læge kommer fast på plejehjemmet hver anden onsdag. 

Hvis du ønsker at skifte læge, skal du gøre det i forbindelse med, at du melder flytning til Folkeregistret.

Vores plejehjemslæge er Lægerne Kaltoft og Jacobsen.

Omsorgstandpleje

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om omsorgstandpleje (voksentandplejen.kk.dk)

Medicin

Vi samarbejder med Vanløse Løve Apotek, som ligger i indkøbscentret Kronen på Vanløse Torv.

Apoteket leverer medicin til dig og de andre beboere hver 14. dag. Ofte er medicinen dosispakket. 

Hvis du har akut brug for medicin, kan du få medicin bragt ud med taxa fra Steno Apotek. Du skal selv betale for taxaen.

Personalet kan ikke tilbyde at hente din medicin på apoteket.

Rengøring og tøjvask

Rengøring

Vi gør rent i din bolig én gang om ugen. Dit toilet bliver gjort rent alle hverdage.

Vi pudser dine vinduer udvendigt og indvendigt én gang i kvartalet.

Tøjvask

Skjulhøjgård samarbejder med et vaskeri, som leverer og vasker håndklæder og sengetøj for dig.

Du skal derfor ikke selv medbringe håndklæder og sengetøj. 

Vaskeriet vasker også dit private tøj. Dit tøj bliver hentet og bragt én gang om ugen.

Det er vigtigt, at dit tøj, dyner og puder kan tåle maskinvask og tørretumbling.

Ejendomsfunktionær

Skjulhøjgård har en ejendomsfunktionær, som blandt kan andet hjælpe dig med at hænge et billede op eller at skifte en elpære.

Nødkald

Når du flytter ind, har du mulighed for at få et nødkald, som du kan bære på kroppen.

Du kan bruge nødkaldet til at ringe efter personalet, hvis du har brug for hjælp. Nødkaldet virker alle steder på plejehjemmet, også i haven.

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind på Skjulhøjgård, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for. 

Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale, hurtigst muligt efter du er flyttet ind. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes. Vi taler også om dine og vores forventninger til vores samarbejde med hinanden. 

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.

Andre informationer

Besøg

Din bolig på Skjulhøjgård er dit eget hjem. Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg. De kan også spise med, hvis de betaler for det. 

Dine gæster er også velkommen til at overnatte i din bolig, hvis du ønsker det. Skjulhøjgård har en gæsteseng, de kan låne.

Samarbejde med pårørende

På Skjulhøjgård vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at fortælle os, hvad der skal til, for at du får en god dag og kan leve det liv, du ønsker.

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.

Informationstavler

Ved elevatoren på alle etager hænger informationstavler, hvor du kan få et overblik over dagens aktiviteter, menu og generelle nyheder.

I stueetagen har vi også en stander, hvor du kan finde forskellige informationer, pjecer m.m.

Dagligvarer

Du kan handle hos den lokale købmand eller i Netto og Rema 1000. Alle butikker ligger tæt på Skjulhøjgård.

Rygepolitik

Alle indendørs fællesarealer på Skjulhøjgård er røgfrie. Du må ryge i haven og din egen bolig.

Vi henstiller til, at du ikke ryger, når personalet er til stede i din bolig.

Dødsfald

Når en beboer dør, skal beboerens bolig tømmes senest fire hverdage efter, at beboeren er død. 

I de fleste tilfælde er det de pårørende, der pakker beboerens ting ned. Hvis der ikke er nogen pårørende, pakker personalet beboerens ting.

I mange tilfælde kan de pårørende/arvingerne få udleveret beboerens ting uden at have en Skifteretsattest. Dette kræver dog, at de har en skriftlig tilladelse fra Skifteretten.