Måltider på Ørestad Plejecenter
På Ørestad Plejecenter har vi vores eget produktionskøkken.
Vores køkken arbejder efter 'Anbefalinger for den danske institutionskost' og 'Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi'.
Strategien udfoldes under fem temaer, der skal sikre, at arbejdet med mad og måltider er helhedsorienteret:
- Maden skal give den rette ernæring og styrke sundheden
- Velsmag, kvalitet og madglæde skal være i højsædet
- Måltiderne skal være bæredygtige og klimaansvarlige
- Vi skal styrke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse
- København skal være en sund, grøn og vital madby.
Vi søger at ramme dine behov og ønsker inden for denne ramme.
De enkelte måltider og spisetider
Morgenmad
Morgenmaden består af hjemmebagt franskbrød eller boller og rugbrød. Derudover er der ost, hjemmelavet marmelade, havregrød, øllebrød, yoghurt og andre surmælksprodukter.
Vi anretter morgenmaden cirka klokken 8, men du kan spise, når det passer dig.
Frokost
Vi spiser rugbrød med pålæg og/eller en lun ret til frokost.
Vi anretter frokosten cirka klokken 12, men du kan spise, når det passer dig.
Aftensmad
Vi spiser varm mad til aften. Aftensmaden består af en hovedret og enten en forret eller dessert.
Vi anretter aftensmaden cirka klokken 18, men du kan spise, når det passer dig.
Mellemmåltider
Vi serverer mellemmåltider formiddag, eftermiddag og sen aften.
Drikkevarer
Vi tilbyder kaffe, te, vand og mælk til alle måltider. I weekenderne kan du få juice til morgenmaden samt saftevand.
Ønsker du øl, vin eller sodavand, skal du selv købe det.