Københavns Kommune

Praktisk information om Møllehuset

Find praktiske informationer om blandt andet boligerne, husleje, økonomi og tilbud i Møllehuset.

Fakta om Møllehuset

Adresse
Edith Rodes Vej 11
2200 København N
Driftsform
Kommunalt plejehjem
Ventetid
1,2 måneders gennemsnitlig ventetid
Antal boliger
79
Værelsestype
2 værelser og parboliger

Boliger

Vis alle

Om boligerne

Boligerne i Møllehuset er ca. 50 kvm og har to værelser.

Alle boliger har et stort badeværelse og et mindre tekøkken med kogeplader, køkkenvask samt køleskab.  

Alle boliger har desuden plejeseng, skabe og mulighed for loftlift.

Husleje og økonomi

I Møllehuset skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Husleje: 6.499 - 7.254 kr. og 8.419 kr. for parboliger
Indskud: 18.158 - 20.637 kr.

Huslejen er inklusive el og vand.

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud.

Læs mere om husleje, boligstøtte og lån til indskud

Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.

Betaling af regninger

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk. 

Hvis du ikke selv kan varetage din økonomi, og du ikke har nogen pårørende, vil vi gerne hjælpe dig med at søge om en værge.

Værdier og pengebeløb

Vi anbefaler, at du kun har mindre pengebeløb i boligen.

Der er mulighed for at hæve kontanter i CashGuard'en i administrationen. CashGuard er et sikkert system til håndtering af kontanter.

Parboliger

Vi har også otte boliger, der er beregnet til par.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne i Møllehuset udlejes af boligselskabet FA09.

FA09 sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. FA09 sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.

Kontakt boligselskabet FA09 (fa09.dk)

Besøg

Din bolig i Møllehuset er dit eget hjem. Det er dog meget vigtigt, at du og dine gæster altid tager hensyn til de andre beboere.

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med til aftensmad eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet. Vil dine pårørende spise med, skal det aftales med personalet i forvejen.

Læs om mad og måltider i Møllehuset

Læs om hverdagen i Møllehuset

Indflytning

En bolig i Møllehuset er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer alle dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv. 

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes. 

Der er plejeseng, skabe og mulighed for loftlift.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m. Vi anbefaler, at du ikke har tæpper på gulvene, og at du indretter din bolig, så der er plads til, at vores medarbejdere kan arbejde.

Indflytningsfolder

Møllehuset har lavet en indflytningsfolder, som du får udleveret, når du flytter ind hos os.

I folderen kan du bl.a. læse om praktiske forhold, i forbindelse med at du flytter ind på Møllehuset.

Husk indboforsikring

Møllehuset har ikke en indboforsikring, som du er dækket af, fx ved brand, skader og tyveri. Du skal derfor huske at flytte din nuværende forsikring med.

Fraflytning og dødsfald

Fraflytning

Hvis du ønsker at flytte fra Møllehuset, fx til et andet plejehjem, skal du opsige din lejekontrakt hos boligselskabet FA09.

Dødsfald

Når en beboer dør, skal beboeres bolig pakkes ned og tømmes.

Alt det praktiske aftales med medarbejderne på etagen.

Tilbud

Vis alle

Servicepakke

Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.

Læs mere om servicepakken og se priser

Klippekort

Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.

Læs mere om klippekortet

Frisør og fodterapeut

Vi har flere forskellige frisører og fodterapeuter, som kommer i Møllehuset.

Spørg personalet, hvis du vil have kontakt til en frisør eller fodterapeut.

Læge

Vi har en plejehjemslæge, der er tilknyttet Møllehuset. Vores plejehjemslæge kan dog højst have 30 beboere fra plejehjemmet.

Omsorgstandpleje

Omsorgstandplejen har sin egen klinik i de Gamles By.

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om omsorgstandpleje (voksentandplejen.kk.dk)

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind i Møllehuset, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for. 

Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale, når du har boet på plejehjemmet i ca. fire uger. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes.

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.