Københavns Kommune

Om Kærbo

Kærbo er et kommunalt plejehjem på Østerbro, der ligger tæt på Nordre Frihavnsgade og Østerbrogade.

Kærbo er et moderne kommunalt plejehjem, som blev opført i 1997.

På Kærbo bor 53 beboere i boliger med to værelser. Boligerne er fordelt på syv etager, hvor der er fælles opholdsstue. Vi har en dejlig fælles gårdhave, som vi nyder om sommeren.

Kærbo ligger centralt på Østerbro tæt på butikker og charmerende caféer på Nordre Frihavnsgade og Østerbrogade. Plejehjemmet ligger også tæt på offentlig transport med bus og S-tog.

På Kærbo arbejder vi målrettet med at skabe trivsel og godt naboskab mellem dig og de andre beboere. Vi vægter demokrati og indflydelse højt, og vi gør vores yderste for at sikre dig som beboer en hverdag, som er kendetegnet ved tryghed, trivsel og medbestemmelse.

Overordnet set ønsker vi at gøre op med institutionstankegangen. Det betyder helt konkret, at du og dine pårørende skal ind over alle vigtige beslutninger i huset.

Vores vision er, at Kærbo er et sted, man vælger: Et sted, man har lyst til at bo, arbejde og besøge.

Mere om os

Beboerdemokrati

Vi arbejder med beboerdemokrati gennem forskellige råd og møder, hvor beboere og pårørende kan få indflydelse:  

  • Beboer- og pårørenderådet
  • Køkkenmøder på hver afdeling og kostmøder med køkkenchefen fra Sølund
  • Temamøder
  • Månedlige dialogmøder med beboere og forstander
  • Pårørendemøder.
5 værdier

Derudover arbejder vi ud fra fem værdier:

  • Vi står sammen
  • Vi hjælper hinanden
  • Hver enkelt tager et ansvar
  • Vi taler sammen, inden det går galt
  • Vi behandler andre, som vi selv vil behandles.
Hilsen fra forstander 

Kære kommende beboer og pårørende 

Når man skal flytte fra sin bolig til et plejehjem, er det vigtigt at man finder et sted, hvor man føler sig hjemme.  

Når man flytter i nyt hus eller lejlighed, tager man ud og ser på det og fornemmer stemningen. Det bør man også gøre, når man flytter på plejehjem.  

Derfor er du velkommen til at ringe og aftale et besøg hos os, så du kan få en samtale, blive vist rundt og få svar på alle de spørgsmål, du måtte have.  

Hvis dit besøg ligger mellem klokken 14-15, er der også mulighed for, at du kan hilse på og tale med beboerne på Kærbo, som hellere end gerne vil være behjælpelige med at svare på spørgsmål. 

Hjertelig velkommen! 

Jannie Vestergaard 
Forstander på Kærbo