Københavns Kommune

Praktisk information om Håndværkerforeningens Plejehjem

Find praktiske informationer om blandt andet boligerne, husleje, økonomi og tilbud på Håndværkerforeningens Plejehjem.

Fakta om Håndværkerforeningens Plejehjem

Adresse
Håndværkerhaven 49
2400 København NV
Driftsform
Kommunalt plejehjem
Ventetid
0,6 måneders gennemsnitlig ventetid
Antal boliger
146
Værelsestype
1 værelse og parboliger

Boliger

Vis alle

Om boligerne

De fleste boliger på Håndværkerforeningens Plejehjem har ét værelse og er 15 kvm. 

Alle boliger har entre med skabe, eget badeværelse samt telefon- og tv-stik. 

Vi anbefaler, at alle beboere køber en værdiboks til at opbevare smykker og andre værdier i. Boksen kan sættes fast i klædeskabet.

Der ligger et stort badeværelse på gangen, som bruges af beboere i kørestol.

Husleje og økonomi

På Håndværkerforeningens Plejehjem skal du betale husleje, el, vand og varme.

Huslejen på Håndværkerforeningens Plejehjem bliver udregnet ud fra dine indtægter og udgifterne til at drive plejehjemmet.

Din husleje reguleres hvert år, da dine indtægter og plejehjemmets udgifter kan ændre sig fra år til år. 

Huslejen trækkes fra din pension, inden den bliver udbetalt.

Du kan ikke få boligstøtte til en bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem, da din husleje allerede er udregnet ud fra dine indtægter.

Når du har fået tilbudt en bolig, sender kommunen et boligdokument til dig, som blandt andet oplyser om boligens størrelse, husleje og udgifter til varme og el. 

Læs mere om husleje, og hvordan den bliver udregnet

Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.

Betaling af regninger

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk.

Hæveautomat og beboerkonto

Du kan hæve penge på plejehjemmet med et Visa/Dankort, hvis du selv kan din kode. 

Du har også mulighed for at få oprettet en beboerkonto, hvor du kan indsætte og hæve penge uden at bruge kode.

Du kan hæve penge tirsdag og torsdag mellem kl. 11-12.

Parboliger

Vi har også syv boliger med to værelser, som er beregnet til par.

Husdyr

Du må ikke have dit eget husdyr med på Håndværkerforeningens Plejehjem. 

Flere medarbejderne tager dog ofte deres mindre hunde med på arbejde til stor glæde for beboerne.

Besøg

Din bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem er dit eget hjem. Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg, deltage i aktiviteter på plejehjemmet eller spise med, hvis de betaler for det.

Læs om mad og måltider på Håndværkerforeningens Plejehjem

Læs om hverdagen på Håndværkerforeningens Plejehjem

Indflytning

En bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem er din egen bolig.

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes.

Der er plejeseng og skabe i boligen.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Du må dog ikke lægge tæpper på gulvene, da du kan falde i dem. Alle ledninger skal sættes fast på paneler eller sættes i skinner på væggen.

Du er velkommen til at hænge billeder op på billedskinnen i stuen. Du må ikke banke hul i væggen, medmindre du aftaler det med vores pedel.

Indflytningsmappe

Du får en indflytningsmappe, inden du flytter ind på Håndværkerforeningens Plejehjem. I mappen står alle de praktiske ting, du har brug for at vide.

Fraflytning og dødsfald

Vi følger Københavns Kommunes retningslinjer for, hvordan vi skal forholde os, når en beboer dør. 

De pårørende sørger for at pakke beboernes ting sammen med en medarbejder.  

De pårørende skal komme med 5-10 flyttekasser, som boet kan pakkes ned i.  Vi udleverer boet, umiddelbart efter boet er pakket sammen, hvis pårørende underskriver en rydningserklæring.

I rydningserklæringen skriver man under på, at man har fuldmagt fra alle arvinger. Fuldmagten fra alle arvinger sendes til Skifteretten sammen med rydningserklæringen.

Hvis der ikke er nogle pårørende, eller der ikke kan skrives under på en rydningserklæring, opbevares boet i vores skifteretsrum, indtil Skifteretten har lavet en skifteretsattest.

Herefter udleverer vi beboerens ting til de pårørende/arvingerne.

Tilbud

Vis alle

Servicepakke

Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.

Læs mere om servicepakken og se priser

Klippekort

Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.

Læs mere om klippekortet

Frisør og fodterapeut

Håndværkerforeningens Plejehjem har en selvstændig frisør, som har sin egen salon på plejehjemmet.  

Vi har også en fodterapeut, som kommer fast plejehjemmet, når der er brug for det.

Personalet vil gerne hjælpe dig med at bestille tid hos frisøren eller fodterapeuten.

Du betaler kontant.

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Håndværkerforeningens Plejehjem. Du kan også vælge en ny læge i nærheden eller vælge husets læger.

Vi hjælper dig gerne med at skifte læge. Du skal blot udfylde et aftaleskema om lægeskift og aflevere det til personalet, senest fem dage efter du er flyttet ind.

Omsorgstandpleje

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om omsorgstandpleje (voksentandplejen.kk.dk)

Rengøring

Du får gjort rent én gang om ugen. 

Købmand

Vi har en lille købmand på plejehjemmet, hvor du kan handle. Hvis du ønsker en vare, som ikke er i butikken, kan vi bestille den hjem til dagen efter.

Der er desuden 500 meter til en Netto.

Internetcafé

Vi har en internetcafé på plejehjemmet med to computere, som du kan bruge frit.

Kaldeanlæg

Vi har et kaldeanlæg, hvor du kan ringe op til personalet og tale med dem.

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind på Håndværkerforeningens Plejehjem, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for.

Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale, når du har boet på plejehjemmet i ca. fire uger. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes. 

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.