Københavns Kommune

Hverdagen på Bryggergården

Mange af vores aktiviteter foregår på vores etager og tager udgangspunkt i, hvad du og de andre beboere har lyst til at lave.

En del af Bryggergårdens mange aktiviteter foregår på din etage.

Det kan fx være måltider, socialt samvær omkring kaffe og tv, bagning, fødselsdagsfester, spil og højtlæsning. Du kan også deltage i det praktiske arbejde, fx borddækning, oprydning eller opvask.

Aktiviteterne på din etage tager udgangspunkt i, hvad du og de andre beboere har lyst til at lave.

Vi har også et motionsrum, hvor du kan træne sammen med terapeuter fra Sundhedshuset Vesterbro.

Aktivitetsafdelingen Balkonen

Bryggergården har også en aktivitetsafdeling, som hedder Balkonen. Her kan du møde beboerne fra de andre etager.

I Balkonen har du mulighed for at blive udfordret gennem forskellige former for aktiviteter, fx spil, debat, hobbyaktiviteter, bagning, havearbejde og film.

Vi har også forskellige grupper, du kan være med i, fx bagegruppe, havegruppe, billardklub, filmgruppe, musikgruppe og ølgruppe. 

Udflugter

Bryggergården har både en side-by-side-cykel og en rickshaw, som bliver brugt til at komme ud og få lidt vind i håret.

Derudover har Bryggergården en bus, som vi bruger til udflugter, fx besøg på en frokostrestaurant, en tur i skoven, biblioteket og forskellige museer.

Traditioner

Bryggergården har en lang række traditioner, fx markering af årstider, fejring af alle højtider og andre særlige begivenheder.

Bryggergårdens sal bliver brugt til alle større arrangementer. Du er velkommen til at invitere familie og venner med til de fleste arrangementer i salen. 

Hver måned holder vi gudstjeneste i salen. Efter gudstjenesten serverer vi kaffe med kage, og du har mulighed for at tale med præsten fra Enghave Kirke. 

Fællesarealer

Hver etage på Bryggergården har en fælles spisestue, dagligstue og opholdsstue med et stort tv og en dvd-afspiller. Der er også flere siddepladser på gangen.

På hver etage er der også et kontor til personalet og et køkken, hvor vi anretter maden fra det store køkken og vasker op. 

Bryggergården har desuden aktivitetsafdelingen Balkonen, et motionsrum, billardrum og en sal, som vi bruger til større arrangementer, fx bankospil og gudstjenester. Udenfor har vi en dejlig stor terrasse med blomsterkummer, højbede og markiser.

Alle fællesarealer er røgfri og alkoholfri.

Billede
Fælles opholdsrum med billardbord, øl-reklamer og borde og stole. Der er udkig til grøn og stor terrasse gennem gulv til loft-vinduer.
Vi har mange forskellige aktiviteter på Bryggergården. I vores aktivitetsafdeling, Balkonen, kan du møde beboere fra de andre etager til fx et spil billard.