Københavns Kommune

Job på Aalholmhjemmet

Her kan du læse om vores arbejdsplads, frivillighed og se ledige job.

Aalholmhjemmets medarbejdere er dygtige og har en bred vifte af kompetencer til at håndtere de meget forskellige behov, som vores beboere og hjemmeboende borgere har. 

Mange af vores medarbejdere har særlige kompetencer inden for demensområdet i form af kurser, efteruddannelse m.m.

Det er dog ikke et krav, at nye medarbejdere er uddannet inden for demensområdet. Men vi forventer, at du som minimum deltager i det demenskursus, vi tilbyder.

Nye medarbejdere deltager desuden i et introduktionsprogram de første seks måneder, og de får en mentor, som er ansvarlig for, at de kommer godt igennem starten af ansættelsen.

Video Url

Mere information

Vis alle

Kurser og supervision

Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere er fagligt dygtige, og vi tilbyder derfor jævnligt kurser for alle faggrupper på plejehjemmet. Fx kurser for praktikvejledere, håndtering af fødevarer, demens og ledelse.

Vi giver også mulighed for, at vores medarbejdere kan få supervision gennem metoden blomsterings-supervision. Metoden hjælper personalet til at reflektere over og finde nye muligheder for at øge beboernes trivsel.

Godt arbejdsmiljø og fleksible arbejdstider

Aalholmhjemmet arbejder desuden målrettet med at skabe et godt arbejdsmiljø, fordi vi ønsker glade medarbejdere. Vi har blandt andet træning i arbejdstiden 10 minutter hver dag.

Vi har også fleksible arbejdstider. Det betyder, at alle dagvagter og aftenvagter møder forskudt én gang hver sjette uge, så de er på arbejde samtidig. 

Vi arbejder med forskudte arbejdstider for at styrke fællesskabet og samarbejdet på tværs af dag- og aftenvagter og for give vores medarbejdere mulighed for at få indblik i hinandens opgaver.

De forskudte vagter giver også medarbejderne mulighed for at opleve beboere på forskellige tider af døgnet. Dagvagterne får også mulighed for at tale med de pårørende, som ofte kun kan komme på besøg om aftenen. 

Aalholmhjemmet har desuden en lang række tekniske hjælpemidler, som er med til at sikre det fysiske arbejdsmiljø og gøre hverdagen lettere for vores medarbejdere.

Vi har røgfri arbejdstid.

Medarbejdere

Aalholmhjemmet har ca. 50 medarbejdere inden for følgende faggrupper: 

  • Sosu-hjælpere
  • Sosu-assistenter 
  • Sygeplejerske 
  • Fysioterapeuter
  • Ergoterapeuter
  • Servicepersonale.

Derudover har vi en række faste afløsere, elever, virksomhedspraktikanter, seniorjobbere og personer i jobafprøvning, som er med til at skabe en god hverdag for vores beboere.

Elever, studerende og praktikanter

På Aalholmhjemmet uddanner vi social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedsassistentelever.

I kortere perioder har vi også haft ernæringsassistenter fra Metropol samt elever fra 9. klasse i praktik.

Hvis du vil være elev eller praktikant på Aalholmhjemmet, forventer vi, at du er engageret i din uddannelse og kan lide at være sammen med ældre borgere. Til gengæld tilbyder vi et praktiksted med fokus på læring, og hvor der er plads til dine individuelle ønsker og mål.

Som elev får du en praktikvejleder, som støtter og hjælper dig gennem din praktik. Praktikvejlederen er også med til at tilrettelægge dit praktikforløb og hjælpe dig med at opnå målene for praktikken.

Tre samtaler

Undervejs i praktikken får du tre samtaler:

  • En forventningssamtale, som handler om dine og vores forventninger til din praktik
  • En midtvejssamtale, som handler om, hvordan det går i praktikken. Vi taler også om, hvordan det går med at opfylde målene for praktikken
  • En evalueringssamtale, hvor vi evaluerer din praktik og taler om, hvordan det er gået, og hvad du har lært.

Bliv frivillig

På Aalholmhjemmet har vi en del frivillige, som er med til at arrangere aktiviteter for beboerne.

Som frivillig bestemmer du selv, hvad du gerne vil lave og hvor mange timer, du bruger på plejehjemmet.
 
Vi har altid brug for flere frivillige, der har lyst til at gøre en forskel for vores beboere. 

Hvis du er interesseret i at blive frivillig på Aalholmhjemmet, kan du kontakte vores forstander. 

Se kontaktoplysninger