Københavns Kommune

Hverdagen på Langgadehus

Vi har mange aktiviteter på Langgadehus, fordi vi mener, at du skal have indhold i din hverdag og mulighed for at bruge de ressourcer, du har.

På Langgadehus arrangerer vi blandt andet gymnastik, meditation, billard, biograf, sang, fredagsbar og juicebar.

Ture ud af huset bliver det også til med vores egen bus, fx til Dyrehaven, Valbyparken eller til Dragør for at spise fisk.

Vi har også en madklub, hvor du kan deltage i madlavning, og det er også muligt at være med til at dække bord inden aftensmaden. 

Vi har et lille bibliotek og et træningsrum i stueetagen, som du er velkommen til at bruge. 

I vores dejlige gårdhave holder vi desuden festlige arrangementer om sommeren, blandt andet ølfest, parisermarked og halloween.

Mere om vores aktiviteter

Vis alle

Stor glæde af nærmiljøet

Vi har stor glæde af vores nærmiljø.

Vi får fx ofte besøg af skolebørn og unge, og vi laver særlige fællesarrangementer med vores naboer, der bor i familieboligerne på 2. sal. Fx griller vi, holder fastelavnsfest og laver juleklip sammen.  

Eksperimenter i Living Lab

I Living Lab eksperimenterer vi i virkelighedsnære omgivelser, og vi er med til at skabe morgendagens løsninger.

Vi udstiller nogle af de store udfordringer ældre oplever fx fald og demens. Vi samarbejder med medarbejdere, borgere, virksomheder, forskere og organisationer om at udvikle og afprøve nye løsninger.

Har du en god idé, er du velkommen til at kigge forbi i Living Lab.

Living Lab er placeret ved hovedindgangen på Langgadehus. Vi holder åbent mandag, tirsdag og torsdag mellem kl. 10 og 14.

Fællesarealer

Alle afdelinger har to fælles spise- og dagligstuer med udgang til terrasse eller altan.

I stueetagen ligger forstanderkontoret og de øvrige kontorer, kantinen og vores festsal, Glassalen.

Vi har desuden et aktivitetsrum, et træningslokale, en tandlægeklinik, en frisørsalon og et bibliotek med et stort udvalg af bøger, som du kan låne.  

Udenfor har vi en stor fælles have.

Billede
Gårdhave indrettet med buske, bede og træer er fyldt med mennesker til markedsdag. I baggrunden ses et moderne byggeri i lyse sten og med limegrønne detaljer.
Parisermarked er et af de festlige arrangementer, som Langgadehus lægger hus til.